Ved planlægning af ferie

Få styr på dine feriefridage og ferietillæg

Vil du vide, hvordan dine feriefridage fungerer og hvornår du får udbetalt dit ferietillæg? Her får du overblik, så du kan planlægge din ferie og sikre, at dine rettigheder bliver overholdt.
Kvinde sidder og drømmer sig på ferie

Ferietillæg – sådan får du det udbetalt

Har du ferie med løn, har du også ret til et ferietillæg på mindst 1 % af din ferieberettigede løn. Det bliver udbetalt to gange årligt:

  • Maj-løn: Ferietillæg for perioden 1. september til 31. maj
  • August-løn: Ferietillæg for perioden 1. juni til 31. august

Nogle har ret til et højere ferietillæg f.eks. via overenskomst eller individuel aftale.
Tjek dine ansættelsesvilkår, så du ved, hvad du har krav på.


Feriefridage – hvad gælder for dig?

Feriefridage, også kaldet den sjette ferieuge, er ikke en del af ferieloven. De afhænger af, hvad du har aftalt med din arbejdsgiver, enten via kontrakt eller overenskomst.

Hvis du er privatansat

Din arbejdsgiver bestemmer rammen for feriefridage. De fleste følger én af disse modeller:

Model 1
Du får 5 feriefridage pr. kalenderår – uafhængigt af ferieåret.
Dagene følger ofte virksomhedens egne regler og fortsætter uændret fra år til år.
Model 2
Du optjener og afholder 5 feriefridage, der følger principperne fra ferieloven.
Det kan fx være, at dagene følger samme optjeningsperiode og afholdelsesprincip som dine øvrige feriedage.

Hvis du er offentligt ansat

Her gælder de gamle regler for den sjette ferieuge (særlige feriedage):

  • Feriefridage optjenes i kalenderåret før
  • De skal afholdes mellem 1. maj og 30. april det følgende år
Som offentligt ansat skal du derfor holde øje med to forskellige systemer: Den nye ferielov for almindelig ferie og de tidligere regler for særlige feriedage.
Du kan regne med at få juridisk rådgivning

Har du brug for juridisk hjælp?

Du kan altid kontakte juridisk rådgivning, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. 

Kontakt vores juridiske team på tlf. 39 46 36 05 eller jura@pharmadanmark.dk.