Forstå reglerne, hvis du bliver syg

Sygdom & Orlov

Hvis du bliver syg, er det vigtigt, at du ved, hvad du skal gøre – både for at få den rette støtte og for at beskytte dine rettigheder til løn og ferie. Her får du et samlet overblik, så du er godt forberedt.

Sådan sygemelder du dig korrekt

Når du er syg, skal du melde dig syg hurtigst muligt – og følge den procedure, der gælder på din arbejdsplads.

  • Ring typisk til din nærmeste leder inden arbejdstidens start
  • Du må kun bruge sms eller mail, hvis det er en aftalt procedure
  • Tjek din kontrakt eller personalehåndbog for den præcise metode

Du behøver ikke oplyse, hvad du fejler, men du skal give et bud på, hvornår du kan vende tilbage. Husk også at informere om eventuelle opgaver eller deadlines.

En korrekt sygemelding er en forudsætning for at få løn under sygdom.

Kommunikation under sygdom

Aftal med din arbejdsgiver, hvordan I holder kontakt under dit fravær.

  • Lav et autosvar på mail
  • Brug evt. sms til indledende kontakt
  • Du må ikke arbejde under din sygemelding
Du skal svare, hvis din arbejdsgiver kontakter dig – og hjælpe med vigtige oplysninger, hvis det er nødvendigt for driften.

Sygefraværssamtale – hvad du skal vide

Din arbejdsgiver skal indkalde dig til en sygefraværssamtale senest fire uger efter første fraværsdag. Samtalen handler om, hvordan og hvornår du kan vende tilbage.

  • Samtalen kan foregå telefonisk
  • Du må gerne have en bisidder med
  • Du skal informere, hvis du ikke kan møde fysisk op
Her kan I tale om nedsat arbejdstid, skånehensyn og muligheden for at arbejde hjemmefra.

Din kommune og sygedagpenge

Efter 30 dages sygdom vil din kommune oprette en sygedagpengesag.

  • Din arbejdsgiver søger refusion
  • Du skal bekræfte oplysninger i e-Boks
  • Husk at reagere inden for fristen
Det er vigtigt, at oplysningerne er korrekte – ellers risikerer du at miste retten til sygedagpenge.

Erklæringer fra læge

Din arbejdsgiver kan bede dig om at indhente:

  • En friattest
  • En varighedserklæring
  • En mulighedserklæring
Du skal bestille tid hos din egen læge og sende erklæringen til din arbejdsgiver. De betaler udgiften, men du skal typisk lægge ud og få refusion bagefter.

Hvad må du, når du er sygemeldt?

Du må gerne:

  • Tage i sommerhus
  • Købe ind
  • Hente og bringe børn
Du må ikke gøre noget, der forværrer din tilstand. Ved fx rygsmerter bør du undgå tunge løft. Ved stress kan let motion være gavnligt. Følg altid lægens anbefalinger.

120-dages reglen

Nogle ansættelseskontrakter indeholder en særlig bestemmelse om sygdom:

  • Du kan blive opsagt med en måneds varsel, hvis du har fået løn under sygdom i 120 dage inden for 12 måneder
  • Opsigelsen skal ske, mens du stadig er syg
Reglen er kompliceret, og vi anbefaler, at du kontakter Pharmadanmarks jurister, hvis den er relevant for dig.

Sygemelding og ferie

Sygdom er en feriehindring. Du kan ikke holde ferie, mens du er syg.

Vil du alligevel holde ferie under din sygemelding, f.eks. rejse med din familie, skal:

  • Din læge vurdere, at det ikke forværrer dit helbred
  • Din kommune teknisk raskmelde dig
  • Du kontakte både læge, kommune og arbejdsgiver.
Du kan først holde ferie, når dette er på plads.

Når dit barn er sygt

Ved akut sygdom hos dit barn har du i mange tilfælde ret til fri på barnets første sygedag.

  • Gælder ikke ved f.eks. ambulante undersøgelser
  • Brug i stedet ferie eller afspadsering
Tjek din overenskomst eller kontrakt for at se, hvad der gælder for dig.
Du kan regne med at få juridisk rådgivning

Har du brug for juridisk hjælp?

Du kan altid kontakte juridisk rådgivning, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. 

Kontakt vores juridiske team på tlf. 39 46 36 05 eller jura@pharmadanmark.dk.